søndag den 27. januar 2008

Ville så gerne være i Danmark lige nu...

…for håndbold ER altså bare ikke det samme, når man kun kan høre det i sin netradio. ÆV!

lørdag den 26. januar 2008

Vin og kød, tak


Her til aften gik vi ind til slagteren, pegede på en steg i disken og sagde, at vi gerne ville have en skive. Vi var i tvivl om vi skulle have en eller to skiver, men vi afgjorde at én skive måtte være lige nok til os to. Vores øjemål viste sig at snyde lidt for der var mere en rigeligt i den skive vi fik. Næsten et halvt kilo oksefilet! Af den møre, magre slags vel at mærke. Hjem på stegepanden med den og op med proppen på den godt 10 år gamle rødvin fra Graves, som vi har fået af Lenas far. Så er der serveret!

fredag den 25. januar 2008

Please appear at the changing room for 1 Parcel

Det var beskeden på en seddel i vores postkasse - efter den havde været igennem en onlineoversættelse fra fransk til engelsk... Hmmm så gælder det om at være kreativ! Heldigvis vidste vi, at Troels’ forældre havde været så søde at sende os en pakke med posten. Vi gættede på, at den nok var havnet i hænderne på vores fransktalende vicevært-par, der sidder i et lille glasbur i hall'en. Og ganske rigtigt - efter lidt fagter og gebrokne gloser stod vi med lidt lækkerier fra Danmark. Mmmm:-)

torsdag den 24. januar 2008

Rød mand gå!

En dag så vi en dreng på omkring 10 år gå overfor rødt lige foran en politimand. Politimanden reagerede naturligvis. Han råbte til drengen, at han skulle se sig bedre for …FØR han gik over for rødt! Tja der er så meget man som dansker ikke forstår. Deriblandt den franske trafikmoral.

Hvis man danskertypisk står og venter på grøn mand på en trafiktom vej, kigger franskmændene underligt på en. ”Hvad pokker står du der og glor for?” ser de ud til at tænke.

Hernede er trafiklys nærmere en vejledning. Hvis der er rødt skal man se sig lidt bedre for før man går ud. Men kommer man uforvarende til at stå i vejen for en bil, så stopper den nu oftest blot og lader fodgængeren komme over vejen uden dytten eller irritation. Kun busser og taxaer skal man tage sig grundigt i agt for hernede. De skyer ingen midler, når de skal frem.

søndag den 20. januar 2008

En aften i lejligheden

Sidder alene i lejligheden. Drikker hvidvin (en jævn Pinot Gris fra Alsace). John Mayer - "Man on the Side" er på. Surfer. Genfinder tilfældigt xkcd.com, en skæv nørdet web-tegneserie, Søren viste mig for snart et år siden. Tegneren er åbenbart blevet romantiker i mellemtiden - ligesom mig.

To Be Wanted

lørdag den 19. januar 2008

En lørdag i arbejdets tegn, eller...

Sidder og skriver slides. Gaaab. Skal til Cambridge og præsentere sammen med Jean om halvanden uge. Det er spændende..., men jeg havde glemt hvor træls det er at skrive slides. Det er meget sjovere at få idéerne og afprøve dem end at bruge tid på at pakke det ind i en fin lille salgbar historie.

Jeg sagde til mig selv, at denne gang skulle jeg ikke bevæge mig ud i vanvittige overspringshandlinger. Tja, jeg fejlede. For en time siden skulle jeg lige finde en bestemt John Mayer sang. Og så skulle jeg lige... Kender I det?

Well, til gengæld har jeg noget at putte på bloggen! Så kan jeg nemlig lige bruge et kvarter ekstra på det... Æv... Nå.

Jeg er helt udstenet med et skønt lille vuggende blues-nummer af John Mayer i disse dage. Det meste af det han rører ved i disse år synes at blive til musisk guld, men jeg er først for nylig faldet over denne lille groftskårne perle. Det er ham, en guitar, en scene og et lille sørgmodigt nummer, som han vist selv har skrevet. Han bygger gradvist det simple durklingende tema op fra en lille romantisk vals til at klinge stærkere og stærkere; og nummeret kulminerer med et klassisk bluesblæret guitar-medley efterfulgt af hans lyse drengede stemme, der næsten knækker når han råber "'scuse me missus busybody!". Læg også mærke til, hvor ualmindelig kedelig han ser ud?! Han ligner en god amerikansk mors lille knægt, der køber sit tøj i den nærmeste Bilka, men damn hvor er han født til blues...

Uden yderligere introduktion - her er John Mayer, amerikansk blues-wunderkind med "Man on the Side".



P.s. I øvrigt er jeg også ret fascineret af det amerikanske publikum på forreste række som formår at stå pænt og lige så stille med foldede hænder, mens han spiller sit hjerte ud!

søndag den 13. januar 2008

Galette-mysterie

I disse dage er alle bagervinduer fyldt med den samme type kage. Det er en rund, lidt kedeligt udseende wienerbrødsting med forskelligt fyld som fx æbler eller mandler. Den hedder ”galette” og laves i mange størrelser. Den fås tilmed i Hollywoodiserede merchandise-varianter som f.eks. Pirates of The Carribean-galette. Vi kan ikke helt begribe årsagen, men vi tror, at det muligvis har et eller andet med fejringen af Helligtrekonger at gøre. Den dag går de vist lidt mere op i hernede.

”Sådan en kage skal vi da prøve” tænkte vi og slog ind forbi vores nærmeste bager. Hjemme blev kaffen brygget og et par trekantede stykker skåret ud. I Troels’ stykke stak noget rødt ud – og nej det var ikke jordbærsyltetøj, men derimod en plastikfigur af Betty Boop! Om de leger ”find mandlen” med deres galetter – eller om plastikfiguren aldrig skulle være havnet i kagen, aner vi faktisk ikke. Men der fulgte en pap kongekrone (ala fastelavn) med kagen, så måske Troels er blevet galette-konge på grund af det store held, at Betty Boop havnede i hans kage!?

lørdag den 12. januar 2008

Ægte blå farve!

Det er kommet mig for øre, at man kan tro, at den blå farve i forrige post af en blå, blå himmel er fup – at farven er taget direkte fra Photoshops farvepalette. Men det ER et foto og det er hverken taget med japaner-zoom og det er ej heller et lille bitte himmelstykke, der er forstørret. Himlen ER altså ofte så blå hernede!
Se selv hvordan der så ud fra vores altan i dag:

mandag den 7. januar 2008

Tilbage i Paris – ahhh

Så er vi tilbage i postnummer 75013 – og det er skønt! Den første croissant ligger allerede i maven og køleskabet er fyldt op med oste, røget skinke og lækre juicer.
Det bedste ved at være tilbage er dog ikke maden. Et spørgsmål vi ofte hører er ”Hvordan vintervejret i forhold til Danmark?”. Temperaturen i Paris er ikke så anderledes, men det føles en del lunere, fordi solen har mere magt og det sjældent blæser. Og ikke mindst himlen har en helt anden farve end klassisk dansk januargrå. At spise morgenmad med udsigt til en skøn, blå himmel er faktisk det allerdejligste ved at være tilbage.

- - - - - - - - - - - - - - Dansk himmel vs fransk ditto - - - - - - - - - - - - - -