En stædig svækling

Jep. Det er mig. Jeg sidder i min sofa. (Teknisk set Samuel Alizon's sofa, men lad det nu ligge.) Der står en kande te i køkkenet. Jeg er tørstig, men beslutter mig til at vente på at Lena har talt færdig i telefon. Det vil tage mig omkring et halvt minut bare at rejse mig op.

Hvorfor? Forleden lavede jeg mig en forstrækning i lysken. Det er en klassisk fodbold-skade, forstår jeg. Mandlige læsere, der har spillet fodbold, ved måske at det kan trække noget så ubehageligt både ned i låret og, tja, op i de ædlere dele. Sådan én lavede jeg mig så ved - så vidt jeg kan regne ud - at gå til bageren efter brød. Yessir. Min krop vender lige tilbage og minder mig om, at jeg har et helbred som Michael Jackson - på en halvskidt dag.

For at parafrasere min gode ven, Mikkel: Det er en hån imod evolutionen, at jeg vedbliver med at trække vejret.

Well, hr. Evolution - lad mig hermed grine dig lige op ansigtet. Jeg vil gøre det til min livsmission at nedstirre dig - at gøre dit diktatur til grin ved min fortsætte eksistens; og ved at arbejde på at aflure dig dine hemmeligheder.

Ser du; cellebiologer er lige så langsomt begyndt at skyde sig ind på, hvordan dine inderste dele fungerer. Du har gjort dit bedste for at gøre opgaven nærmest umulig ved at lade liv fungere efter næsten ubegribeligt komplekse og kaotiske principper der kun efterlader tilsyneladende tilfældige mønstre - helt ned på cellulært plan. Men biologerne får nu hjælp. Jeg, og folk som mig, vil hjælpe biologerne ved at tillade dem at bygge større og større computermodeller af liv på mikro- og makroplan.

Ja, hr. Evolution. Vi vil være denne tids Frankenstein'er - kun vil vore monstre være virtuelle og yderst kontrollerbare. Det vil tage tid - men vi vil til sidst forstå dig, og reducere dig til en inferiør faktor. Mærker du vores ånde i nakken?

MUHAHAHAHAHA!! [hysterisk og boblende manisk latter]